Jordvarmeanlæg efter dagens standard, opfylder som den pakkeløsning et komplet varme- og varmtvandsanlæg er, alle bygningsreglementets krav til opvarmning.
Trænger du til at få skiftet oliefyr, og har du 500 m2 græsplæne - så er her den ultimative opvarmning.
Den indvendigt placerede del af et nyt jordvarmeanlæg indeholder en stor varmtvandsbeholder, elektrisk styrepanel med vejrkompensering og varmtvandsprioritering, cirkulationspumper, ekspansionsbeholdere, elpatron og varmepumpemodul.
Varmtvandsbeholderens størrelse gør at den kan dække alle almindeligt forekommende behov, også selvom om man har et badekar der skal fyldes op.
Anlægget kan udstyres med en buffertank. Buffertanken gør at driften af anlægget bliver mere økonomisk, blandt andet ved at antallet af start/stop minimeres. Det elektriske styrepanel sørger via en udeføler for, at fremløbstemperaturen til centralvarmen afpasses efter udetemperaturen. Denne reguleringsform kaldes vejrkompensering. Der kræves ikke den samme varmetilførsel til huset ved +10°C, som der gør ved minus 12°C. Denne driftform er ydermere med til at forbedre økonomien for driften af varmepumpen.
Cirkulationspumperne i anlægget sørger for cirkulation til centralvarmen samt væsken som cirkulerer i jordslangerne.
Varmepumpemodulet som er hjertet i anlægget, er placeret i bunden af kabinettet, og larmer ikke mere end for eksempel en kummefryser. Jordvarmeanlægget kan betragtes som et omvendt køleskab, hvor kulden sendes ud i jorden, og varmen beholdes inde i huset. Ved at cirkulere en kold væske ud i jorden, så vil væsken optage varme fra jorden, som "bæres" ind til selve varmepumpen. Varmepumpen er en kompressor omgivet af 2 varmevekslere. Varmepumpen løfter så at sige energien fra jorden op på et højere temperaturniveau, hvorved varmen kan nyttiggøres i form af varmt vand og centralvarme. Varmen i jorden stammer fra solen, og er akkumuleret gennem sommeren. Et jordvarmeanlæg er derved at betragte som alternativ energi, nemlig solvarme. Fordelen ved jordvarmeanlægget i forhold til traditionelle solvarmeanlæg er, at man kan udnytte solvarmen når man har brug for det, og ikke kun når solen skinner.
Gulvvarme giver den bedste økonomi for et jordvarmeanlæg, fordi gulvvarme kræver en lavere fremløbstemperatur end radiatorer gør. Man kan dog selv med et radiatoranlæg opnå en meget fornuftig driftsøkonomi med et jordvarmeanlæg.
Virkningsgraden for et jordvarmeanlæg udtrykkes ved effektfaktoren, som fortæller hvor meget effekt man får ud af anlægget ved tilførsel af en kilowattime el. Virkningsgraden for et jordvarmeanlæg udtrykt ved effektfaktoren kan for eksempel være 4. En effektfaktor på 4 betyder, at hver gang der bruges en kilowattime el, så afgiver anlægget 4 kilowattimer varme. Dette indebærer at de 3 kilowattimer hentes i jorden.
Ved en effektfaktor på 4 vil varmeudgiften være mere end halveret i forhold til olie, men som tommelfingerregel kan man regne med at udgiften til opvarmning bliver halveret i forhold til opvarmning med olie.
Installation af et jordvarmeanlæg udløser ydermere en rabat hos elselskabet på 8 øre pr kilowattime, af det forbrug som ligger ud over 4.000 kWh.
Det økonomisk mest gunstige tidspunkt for etablering af jordvarmeanlæg, er ved nybyggeri. Hvis alternativet til jordvarmeanlægget er en kombination af solfangeranlæg, et pillefyr, samt en muret skorsten, så vil etablering af jordvarmeanlægget normalt være den billigste løsning.
Her skal man huske på, jordvarmeanlægget passer sig selv, ingen aske skal fjernes og intet brændsel skal tilføres manuelt, og i forhold til en pillebaseret løsning fylder jordvarmeanlægget stort set ingenting inden døre.
Typisk er kabinettets mål H · B · D = 2.100 · 650 · 700 mm. Det er ikke meget mere end et almindeligt højskab i køkkenet.
Det anbefales at man får foretaget et årligt check af anlægget. Denne udgift er ca. på niveau med et almindeligt OR fyrtest eftersyn. Derudover sparer man skorstensfejning, samt vedligeholdelse af skorsten.
Ved anlægning af jordvarmeslanger skal der graves render af 100 - 150 cm dybde. Renderne graves med 120 cm afstand, og 300 meter slange fylder således ca. 400 m2 da der også skal regnes plads til siderne. På arealet for slanger kan der ikke opføres bygninger eller lignende befæstede bygværker. Arealet bør være åbent på en sådan måde, at det er solbeskinnet, da jordvarmen hentes som akkumuleret solvarme lagret hen over sommeren.
Endelig øger man salgbarheden af sit hus ved jordvarme, da man med en lavere opvarmningsudgift når ud til en bredere køberkreds.
Jordvarmeanlæg kan finansieres gennem realkreditlån.
Allround-VVS ApS i Tommerup forhandler jordvarmeanlæg primært til levering på Fyn.
En kundekontakt starter sædvanligvis med et besøg af Allround-VVS ApS, hvor de fysiske rammer for etablering af anlægget gennemgås, og derpå en beregning af varmebehovet, baseret på grundlag af oplyst isoleringsstandard. Ved denne beregning fremkommer det årlige energibehov, og ved eksisterende boliger kan denne værdi sammenlignes med det aktuelle forbrug af for eksempel olie, og den årlige besparelse kan beregnes. Ved nybyggerier kan det årlige beregnede energiforbrug danne grundlag for beregning af energiudgiften ved henholdsvis oliefyring og ved jordvarmeanlæg, og anlægsøkonomien kan derpå beregnes.
Som tommelfingerregel kan der regnes med en halvering af energiudgiften ved at skifte til jordvarme fra oliefyring.
